Det var kunstens skyld

Bologna, forår 1976.

Den årlige skoleudflugt omfattede et besøg på rådhuset, de to berømte tårne, Marzabotto museet for de faldne i Anden Verdenskrig og selvfølgelig den store katedral.
Turens program lød ikke specielt spændende for os trettenårige piger, som var meget mere interesserede i at flirte med drenge med Levi’s på og som røg cigaretter, end kedelige kunst- og historietimer.

Malerikonservator Elisabetta Bosetti i Bologna i 1976, hvor i løbet af en skoleudflugt havde hun sit første møde med malerikonservering. Fotoet er taget på toppen af det berømte middelaldertårn Torre degli Asinelli
Med klassekammerater og lærer på toppen af ​​middelaldertårnet
Bologna 1976

Katedralens indre var mørkt. Der var mange turister, som stille og respektfuldt bevægede sig rundt på det hellige sted. Vores lærer forklarede os vigtigheden af nogle indgraveret ord i marmorgulvet i den store, mørke og overvældende kirke. Det hellige sted imponerede mig trods alt, og historierne fortalt af vores lærer skabte noget magisk i et rum, der vagt lugtede af røgelse.
Stedet fangede mig alligevel. Jeg følte mig roligt omfavnet af et usynligt slør. Mit blik begyndte at udforske kirkens arkitektur. Jeg så på søjlerne, fra deres base til kapitælerne ved deres samlinger til loftet. Da mit blik bevægede sig fra søjle til søjle, blev kirkens indre mindre mørkt.
Jeg så enorme vægmalerier, der forestillede helgener, engle og keruber. Træsnit, bladguld dekorationer og polykrom marmor intarsia.

Den slags dekorationer og figurer var egentlig ikke nyt for mig. Som barn plejede jeg at gå alene og udforske hovedkirken i min hjemby. Jeg tilbragte lang tid i den kirke, ofte sad jeg der og kiggede på de høje vægge, hvor enorme malerier hang og viste figurer med frosne udtryk af smerte eller ekstase. Motiverne af disse malerier var et mysterium for mig, jeg forstod ikke, hvad der foregik på de enorme overflader, men jeg beundrede hver eneste lille detalje af klæderne, skyggerne og farverne, som i nogle malerier var lyse og i andre mere afdæmpede. Hver gang, inden jeg forlod kirken, gik jeg hele vejen rundt. Jeg startede som regel ved indgangen og gik forbi hvert alter i sideskibet, så hurtigt forbi hovedalteret, hvor jeg altid skyndte mig væk efter sakristanen, så han ikke kunne opdage, at jeg ikke knælede. Den modsatte gang havde en række små malerier hængende højt på væggen, en Via Crucis. Min spadseretur sluttede altid ved helligvandsbassinet, hvor vandet var uklart og let ildelugtende.

Den store katedral i Bologna mindede mig meget om kirken i min hjemby.

Mens jeg var på vej ud af katedralen med resten af mine klassekammerater, lagde jeg mærke til et indhegnet område med en trævæg, der skjulte et stillads som gik helt op til loftet. “Indgang forbudt for uvedkommende” stod der på et skilt. Men deroppe på toppen havde trævæggen en sprække, hvorigennem kunne man skimte lyset af en arbejdskampe og et par unge kvinder, der sad med en lille pensel i hænderne. De påførte forsigtigt små strøg på overfladen af nogle vægmalerier. Det var fresker med en vidunderlig dominerende rød farve. Jeg var den sidste, der forlod katedralen, og mens jeg gik væk fra skyggerne og ud mod den lyse udgang, kunne jeg ikke lade være med at dreje hovedet og se tilbage til to unge kvinder på stilladset.
For mig var dette en åbenbaring. Jeg ville gerne være deroppe og sidde tæt på malerierne. Jeg ville røre ved den bemalede væg… Jeg ville være den privilegerede, der fik lov til at sidde tæt på de fantastiske malerier, ligesom de to kvinder!

Efter denne oplevelse, selv den flotte dreng der bar Levi’s og ventede på mig uden for kirken, havde mistet sin charme. Stakkels Francesco (eller Marco, måske Luigi) hvordan kunne Levi’erne konkurrere med den transcendente vision jeg lige havde oplevet?

Det var kunstens skyld, at jeg aldrig ringede tilbage til ham, og det var også kunstens skyld, at jeg i dag, på trods af de mange år der er gået, at jeg stadig lader mig fortrylle af de malerier der passerer på mit arbejdsbord og til hvilke jeg drager min omsorg for med uændret passion.

Kirkens billede er fra prolocochiari.it

Leave a Reply