I nummer 6/2019 af det tyske tidsskrift for restaurering og konservering, RESTAURO, findes en artikel om mit erhverv, skrevet af skribenten Inge Prett. Her er et uddrag på dansk.

Baseret på min deltagelse i kunstinstallationen The Floating Piers af kunstneren Christo i 2016, udtrykker jeg mit synspunkt på ephemeral art, altså ikke-permanent kunst.
Installationen er efter min mening en af de mest bemærkelsesværdige inden for samtidskunst og demonstrerer, hvordan kunst kan skabe eller transformere et rum, en situation, et miljø eller endda et landskab. Selvom The Floating Piers ikke efterlod fysiske spor, har den uden tvivl sat sine spor i dem, der har oplevet den. Jeg er overbevist om, at ikke-permanent kunst fremmer en intellektuel proces, der er fri for enhver tilknytning til et specifikt, langvarigt medium.

Når man taler om konservering, specifikt konservering af kunstværker, grænser det ofte til en form for fetichisme. Vi er tilbøjelige til at give objektet en kultisk status og forsøge at bevare materialerne for evigt, hvilket grundlæggende er en selvmodsigelse. Dette berører et meget diskuteret dilemma, især inden for konservering af samtidskunst.

Materialerne i kunstværker, ligesom alt på jorden, er underlagt fysisk forandring og forringelse over tid. Det ville være klogt, efter min mening, altid at have dette i tankerne i vores overvejelser om konservering.

Udover mit selvstændigt arbejde, støtter jeg det europæiske projekt CAPuS som en af CESMAR7s uafhængige samarbejdspartnere. Min mission er at identificere og dokumentere kunstværker i København, der falder ind under kategorien street art eller urban art. CAPuS fulgte street art-projektet Raining Poetry Nørrebro i København 2018, arrangeret af IMMART (International Migration Meets the Arts).
Raining Poetry Nørrebro gav CAPuS mulighed for fra begyndelsen at dokumentere et meget flygtigt gadekunstprojekt. En omfattende database over materialer og teknikker udviklet af CAPuS har til formål at øge bevidstheden om en ny generation af konservatorer inden for street art og urban art. Det er vigtigt at undersøge mekanismerne og forstå modsigelsen i street art, hvor ønsket om at bevare noget, der er født til at være flygtigt, spiller en central rolle.

Jeg er overbevist om, at street art er et af vor tids mest spontane og grænseoverskridende kunstneriske udtryk. Det er altid overraskende, hvornår gadekunstnere beslutter sig for at udføre deres værker og på hvilken væg, overflade eller i hvilket byområde. Grænser eller national tilhørsforhold eksisterer ikke i denne kunstneriske sfære – verdens byer er forenet af kunstnere, hvis identitet ofte er ukendt. Der er en tendens, når det gælder kulturarv, at det ses som noget statisk og hører mest til fortiden. Hvis street art bliver en del af de sociokulturelle aktiviteter i socialt udsatte kvarterer, kan det bidrage væsentligt til den historiske revitalisering af det offentlige rum. Street art, urban kunst og deres credo er en vigtig del af kulturarven generelt, mener jeg. Det arbejder på en ideologisk måde, selvom det er materielt flygtigt. Dette rejser spændende spørgsmål, især blandt konservatorer.

• En særlig tak til RESTAUROs chefredaktør, Ute Strimmer, for opmærksomheden og for at give mine tanker plads i dette ikoniske tidsskrift.