Et kulturhistorisk fund fra Italien

Bemalede loftbrædder fra Calabrien

I Calabrien, den sydligste region i Italien, findes en lille landsby med spændende huse, der vidner om en historie, der går helt tilbage til normannertiden. Historien har efterladt flere spor på byens offentlige bygninger og privathuse.

I et af disse huse, blev et stort antal gamle loftbrædder fundet på loftet. Nogle af dem vil blive beskrevet her.

Foto venligst udlånt af husets ejer

Huset skulle renoveres og ud af den store mængde brædder, blev der sorteret og udvalgt et mindre antal, der udgjorde de mest velbevarede og mere interessante, motivmæssigt, for ejeren. Tidens tand havde efterladt sit præg.Mørke skjolder, et tykt lag snavs og rester af ældre vægmaling ødelagde de oprindelige dekorationer under dem. Bevaringstilstanden var tilsyneladende dårlig med tydelige tegn på tidligere borebilleangreb.

Det var et ønske fra ejerens side, at få dem undersøgt, for at finde ud af, om de var værd at bevare.

Brædderne blev derfor undersøgt med mikroskop og udførelsen af nogle rensetests blev derefter lavet. Resultatet af disse tests var forbløffende.

Brædderne havde et så tykt lag snavs, at det ikke var mulig at se, hvilke farver og nuancer dekorationen havde. Allerede ved den første rensningstest kunne man skimte, at farven i bunden ikke var brunlig, men faktisk hvid! En meget fin orangerød blomst dukkede op efterhånden som rensetesten skred frem.

En gel blev anvendt, og den viste sig at være yderst effektiv til at blødgøre og fjerne snavs uden at påvirke det underliggende og skrøbelige farvelag. Rensningen blev udført i flere omgange, hvor gelen blev påført det område, der skulle renses, flere gange med intervaller på flere timer eller dage. Dette var nødvendigt, da overfladen skulle tørre helt, før en ny påføring af gel kunne finde sted.

Mikroskopet blev brugt til at overvåge tilstanden af farvelaget under rensningen.

Det var meget interessant at opdage, at blomstens farven, som før rensning virkede mørkebrun, viste sig at være en smuk flammende orangerød med højlys. Det anvendte pigment er sandsynligvis jernoxid.

Udover blomsterdekorationer, dukkede motiver af historiske byer, broer, kirker og endda riddere på hest frem.

Det har ikke været muligt at datere de bemalede ornamenter præcist, men formodningen er, at de stammer fra 1700 tallet.

Det blev aftalt med ejeren, at det ikke var tilrådeligt at udføre en æstetisk udbedring af motiverne med en retouchering, da motiverne var for fragmentariske til at man kunne forsvare den omfattende genopretning, der i givet fald, ville være påkrævet. Således forbliver billedernes historiske værdi intakt.

Bevaring og restaurering er ikke kun et spørgsmål om at redde fortiden, det er også en investering i vores fremtid. Det er en måde at vise respekt for de generationer, der kom før os, og at sikre, at vores efterkommere kan opleve og forstå vores historie og kultur på første hånd. Det er en proces, der kræver dygtighed og engagement, men resultatet er det værd. Lad os derfor fortsætte med at værdsætte og værne om historiske skatte, og lade dem fortælle deres historie gennem restaurering og bevaring.

Find flere restaureringsopgaver på siden MONUMENTALKUNST.