Relief med fyrstepar. Studie fra Borobudur tempel i Java
Dette maleri har en speciel og spændende historie. Det er malet af Kaare Klint, dansk arkitekt og berømt møbeldesigner, der skabte den meget indflydelsesrige moderne skandinaviske stil, som især udvidede det progressive designs ordforråd. Sønnen af P.V. Jensen Klint, der ansås for Danmarks førende arkitekt i begyndelsen af det 20. århundrede, Kaare arbejdede først som arkitekt, men senere som møbeldesigner. Han grundlagde (1924) Det Danske Kunstakademi, hvor han blev den første professor på møbelafdelingen. I modsætning til hans franske og tyske samtidige havde hans designs en ærlig, sofistikeret charme og varme, der opnåedes gennem håndværket (en skarp kontrast til strengt maskinfremstillede produkter) uden at tiltrække opmærksomhed med et åbenlyst håndlavet udseende. Sådan beskrives Kaare Klint i den britiske encyklopædi Britannica.
I 1915 udførte Klint en række studier fra det buddistiske tempel Borobudur og maleriet her er en del af det. Motivet er et brudepar og er et udsnit fra et af templets mange granitrelieffer. Det fantastiske arkitektoniske kompleks er nu verdens arv. Dybdegående oplysninger om det kan læses på UNESCOs hjemmeside.
Klint gav maleriet i 1927 i bryllupsgave til sin medarbejder Mogens Koch og Eva Varming. Efterfølgende donerede Koch familien det i 2014 til KLINTIANA Center for Studier af Kaare Klints arkitektur, som ledes af arkitekten Gorm Harkær.
Trods den lange rejse til Danmark og relativt mange ejerskifter, var maleriet i meget fin stand, da det blev indleveret til restaurering. En rensning var påkrævet, fordi et lag snavs gjorde motivet mørkere og sløret, og effekten af relieffets tredimensionalitet fladere.
Overraskende var dog bagsiden af maleriet. Her havde Klint skitseret, eller måske startet på at male motivet på den, der nu er bagsiden af maleriet. Hvorfor han ikke fuldførte motivet på den side, vides ikke, men i betragtning af, at lærredet var blevet grunderet, var det formodentligt ment til at være den “rigtige” side til at starte med. Man kan kun formode at Klint skiftede mening og i stedet for at male motivet over, malede han det på ny, bare på den anden side af lærredet.
Begge sider blev renset, men med to forskellige metoder; en tørrensning på bagsiden og en vandbaseret på forsiden, fordi den var belagt med et lag nikotin der krævede en vandig metode for at fjerne det. Graden af snavs var forskellig på bag- og forsiden, idet sidstnævnte har været mere eksponeret for snavs ved at være i direkte kontakt med luften omkring sig.
Maleriets overflade var, på grund af det grovere lærred, meget ru, med mange knuder fra lærredsvævning og farvelaget sprødt. Det var derfor nødvendigt at anvende en blød pensel som skånsomt renseredskab. På den måde kunne man påføre rensemidlet i alle fordybningerne uden at gnide for meget på overfladen. Karakteren af maleriet, der var tænkt som studie, gjorde rensningen mere udfordrende, fordi mange steder i motivet var grunderingen blottet, eller ikke malet, så på den måde var de sartere og nemmere at opløse end dem, hvor der var decideret lag med oliefarver. Det blev derfor en mere langsommelig proces, at bringe rensningen af maleriet til det passende og endelige resultat.
Dette maleri repræsenterer ikke kun en visuel skat, men også en historisk og kulturel arv, der giver os et indblik i Kaare Klints talent og dedikation til håndværket. Det er nu en del af KLINTIANA Center for Studier af Kaare Klints arkitektur, hvor det kan blive værdsat og studeret af kommende generationer.
Læs mere om malerikonservering på siden MALERIER